Ferien varer meget længere end den tid, I er afsted, når I har gode minder om turen. En bilferie er især oplagt at skabe gode fælles minder på, fordi I er så tæt sammen under hele rejsen.
Der findes flere forskellige måder at huske jeres bilferie på. Nogle ting glemmer I helt sikkert ikke, fordi der enten er tale om en god historie eller en helt særlig oplevelse.
De små ting kan dog nemt forlade hukommelsen med tiden. Simpelthen fordi hjernen har begrænset kapacitet til at huske alting.
Hjernen kan imidlertid sagtens mindes om oplevelser, begivenheder og steder, når den får en ledetråd i form af souvenirs og billeder. Ja faktisk kan selv dufte, smage og fysiske fornemmelser blive vakt til live med en lille reminder.
Derfor får I endnu mere glæde af jeres afsluttede ferier fremover, hvis I sørger for at gemme en masse minder fra bilferien.
Her får I 3 gode tips til, hvordan I samler de gode minder og bevarer dem for eftertiden.
Lav en fotobog
En god måde at huske de gode minder på er ved at lave en fotobog. Her kan I samle alle jeres gode billeder fra bilferien og samtidig skrive en passende tekst, hvis der er brug for yderligere informationer for læseren.
For eksempel hvor I er, hvad I så og om der skete noget særligt på turen.
I kan også indsætte kort over området og markere, hvor I boede – eller vise selve jeres rute frem til feriedestinationen. Måske gjorde I også små hvil undervejs, hvor I oplevelede eller så noget spændende?
En fotobog er en perfekt måde at mindes en ferie på igen og igen, mange år fremover.
Skab en scrapbogs-kasse
Allerede under ferien kan I gøre det til en vane at huske at gemme små ting, I kan have som minder, når I kommer hjem: En serviet fra favoritrestauranten, en ølbrik fra baren, en folder fra hotellet eller en busbillet.
I kan også gemme liftkort fra skiferien, små hotelsæber eller sjove kapsler. Sten fra stranden, en tørret blomst fra Alperne eller noget helt tredje. Rent faktisk kan I gemme præcis dét, der har vakt forundring og I ved kan minde jer om den skønne bilferie fremover.
Læg det i en skotøjsæske og markér udenpå, hvilken ferie minderne stammer fra. På den måde får I en helt unik mindekasse, der ikke kun fortæller noget om jeres ferie, men også om jer selv.
Vælg de perfekte souvenirs
Souvenirs kan have et lidt blakket ry. På de fleste feriesteder vrimler det med souvenirbutikker, men ofte er de forskellige varer sjældent særligt kønne – og nogle gange heller ikke særligt brugbare.
Hvis I derimod finder jeres helt egen souvenirstil, får I imidlertid mere glæde af denne type minder. Måske samler familiens mor på elefantfigurer og familiens teenager på modelbiler? Så gør det til en tradition at tage en ny med hjem fra rejsen til samlingen. Sæt eventuelt en lille mærkat i bunden med rejsemål og årstal – så glemmer I aldrig, hvor I købte eksemplaret.
I kan også købe en vase, skål eller kaffekrus, som I rent faktisk får benyttet i hverdagen og som dermed kan minde jer om bilferien hver dag fremover.